Den Moderne Myte

Om Ingrid Duchs Billedverden

Asger Jorn havde den nordiske oldtidskunst, Picasso de afrikanske masker, Jackson Pollock navajoindianernes sandmalerier. Den nyere tids kunsthistorie bugner af kunsterne, der har fundet deres inspiration i epoker, som åndeligt og materielt set ligger langt fra det klassiske Grækenlands kunst og renæssancen de to stilarter, der før modernismen havde været de ultimative forbilleder.

For Ingrid Duchs vedkommende drejer det sig om en helt grundlæggende inspiration fra den ægyptiske oldtidskunst, foranlediget af en rejse til landet ved Nilen. Mindre patriarkalsk og krigerisk end den samtidige mesopotamiske kunst, spillede de kvindelige gudinder Nut, Isis, Bast, Hathor og Maat en stor rolle i de ægyptiske vægrelieffer, papyrusbilleder og gravmalerier:
Himmelgudinden Nut krummede sin krop beskyttende over jorden, Isis ammede og plejede Horus, Bast med kattehovedet. Motiver, man genfinder i Ingrid Duchs billedverden, som for maleriernes vedkommende er malet med tempera, der giver en mare mat overflade end de pastost virkende oliefarver; foruden den store fordel, at man kan bearbejde den våde tempera, så der ikke bliver nogen decideret forskel mellem forgrund og baggrund som i oliemaleriet.

 

Lige så lidt som hos Asger Jorn er der imidlertid hos Ingrid Duch tale om en slavisk efterligning af den forhistoriske kunst. Den ægyptiske inspiration bliver brugt til at skabe værker, der helt igennem er hendes egne, sat ind i og tolket i en moderne sammenhæng. Noget, der f.eks. kommer til udtryk i billeder, hvor ægyptiske dyr og mennesker konfronteres med biler, kampfly og andre motiver fra den moderne verden. Ligeledes er der heller ikke kun tale om inspiration fra det gamle Ægypten. I Ingrid Duchs billeder kan man finde træk fra eskimoisk, minoisk, indisk og præcolumbiansk kunst og sandsynligvis fra mange flere fortidige civilisationer. Pointen er her ikke at bestemme denne inspiration med et hundrede procents nøjagtighed, men at konstatere, at magien, frugtbarhedsritualerne og skabelsesberetningerne spiller en altafgørende rolle i fortidskunsten.
En rolle, Ingrid Duch tager op i sine billeder, hvor dyr og mennesker enten indgår i et symbiotisk fællesskab eller er truet af udefrakommende kræfter. For det meste hersker der dog et harmonisk forhold i billederne. En slags urfællesskab med modergudinden som den livgivende faktor i en verden af fred og balance. Der går i Ingrid Duchs værker desuden en lige linje fra Isis og Horus billederne til Madonna og barnet på en måde, der synliggør den urgamle forbindelse mellem de forhistoriske frugtbarhedsmyter og den kristne madonnadyrkelse. En vigtig pointe i en tid, hvor patriarkalske familie- og samfundsforhold stadig dominere i store dele af verden.

På sin egen måde viser Ingrid Duch med sin kunst hen på et alternativ til den moderne verden. En verden, hvor materialisme, krig og undertrykkelse er afløst af fred, harmoni og kærlighed. Mellem mennesker indbyrdes såvel som mellem mennesker og dyr. Dette er kernen i Ingrid Duchs budskab til os. Et budskab, der på sin egen stille og fredfyldte facon er universelt og grænseoverskridende

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *